Justine & Mathæus – Smukke Nat GO0420LP

Justine Boesen og Mathæus Bech er klar med deres anden udgivelse, som er produceret af den legendariske danske musiker Bo Stief, der har spillet med alle fra Sanne Salomonsen til Miles Davis.

Albummet ”Smukke nat” afspejler på en vedkommende måde de store spørgsmål, der melder sig, når man som Justine og Mathæus er det sted i livet, hvor det bliver alvor. Det bliver beskrevet med vigtige, forunderlige og smukke ord, som smelter sammen med flot spillet musik, som er helt deres egen og helt speciel. Det er også lykkedes, på en ægte og poetisk måde, at få musikken og sangene til at afspejle, at det foregår lige her, hvor vi bor – her i DK.

“Justine og Mathæus sigter højt efter det bedste af det bedste. Deres musik og digte strømmer naturligt og er for dem en nødvendighed, som at trække vejret, og derfor bliver deres udtryk uden bagtanker og strategier. Med passionen og lysten som drivkraft skaber Justine og Mathæus afvekslende, iørefaldende musik og fangende ord.” fortæller Bo Stief

Justine og Mathæus havde gennem nogle år besøgt den legendariske bassist for at søge gode råd og vejledning omkring musikken. Det skabte en lyst til at få musikken bredere ud, og det forekom derfor naturligt at invitere Bo Stief med til indspilningsprocessen.

“Noget af det bedste ved Bo, er hans evne til at efterleve at musikken er væsentlig og universel. Han er som en musikalsk astronaut, der har set jorden udefra og altid kan se tingene fra et større perspektiv.” fortæller bassist og guitarist, Mathæus Bech.

Indspilningsprocessen viste sig at være helt speciel – den bedste de unge musikere hidtil har prøvet. Det var en lettelse at have udefrakommende ører tilstede.

“Da vi skulle indspille, lånte vi Mathæus’ fars hus på Sydfyn med udsigt udover Svendborgsund. Vi plastrede stuen til med madrasser, dyner og mikrofonstativer og placerede Bo i ‘producersofaen’. Dér sad han med havudsigt og hovedtelefoner, og som den vismand han er, gav han anekdoter og idéer til at gøre musikken større end os tre – større end Svendborgsund.” fortæller Justine Boesen om indspilningsprocessen.

Det er originale kompositioner og digte, gennemarbejdet gennem længere tid og farvet af Justine og Mathæus’ høje kunstneriske niveau. Også konstellationen er original: akkordeon og western guitar med speciel stemning og stærke sangstemmer.

Albummet bliver ikke udgivet på streamingtjenesterne, men derimod som LP. Duoen lægger vægt på at musikken høres med lidt af den samme omhu og refleksion, som der har været i forbindelse med indspilningen. Derudover ønsker de at gå forest i kunstnernes kamp mod uretfærdig betaling fra streaming-giganterne.

  1. Alt jeg vil
  2. Vender hjem
  3. Vals til dagen
  4. Bølgekys
  5. Husk mig
  6. Western
  7. Smukke Nat
  8. Skinnende dansede kaos
  9. Stortrommen i fødderne

Alle sange og tekster af Justine Hald Boesen og Mathæus Bech
Produceret af Bo Stief
Indspillet ʻliveʼ uden overdubs eller redigeringer i
Svendborg d. 2-5. marts 2019
Mixet og masteret af Mathæus Bech og Bo Stief
Coverfoto af Ard Jongsma / Stillwords